Hjemmeskolen i Fårhus

Så er det weekend. Andreas og Marie kommer om en time - vi glæder os sådan til at se dem!!! I dag har vi ryddet op og gjort rent, så her er rart at være på et par fridage. Helge havde tidligt fri og snuppede en rask cykeltur med Kirsten, Svend og Karen inden aftensmaden. I hjemmeskolen har vi rigtig boget den i dag. Karen opdagede, at der ikke er mange sider tilbage i "På vej til den første læsning" - hendes mål var, at den skulle være færdig i dag. Hendes nye mål er, at den skal være færdig i næste uge. Dét mål når hun, tror vi. Åh ja, der er ikke noget så godt som "færdigt arbejde". (Det minder mig om de 7 dyner, der lige har fået rent linned på i dag. Hvem sagde stuepige på byens bedste hotel? ;o)) Rigtig god weekend til alle!

traPPe
Pære
PaPkasse
Postkasse
Det startede med, at der kom en Pakke med Posten (som hedder Pebbe). Den kunne ikke være i Postkassen. Karen var netop blevet malet (igen - igen) som Prinsesse, og jublede, da hun så, at der i Pakken var hendes hovedPude samt diverse andre småting, vi havde glemt, da vi for et stykke tid siden var til storfamilietræf hos Anne og Peter. Børnene gik straks i gang med at save huller med en fæl og farlig kniv - vinduer og døre til at bamsehus - det er klart.

Jeg ved ikke, hvordan det startede, men Pludselig var vi på P-jagt. (Nej, nu gider jeg ikke farve flere P-er Pink...)

Karen fik digitalkameraet og knipsede løs: Først tog hun billeder af alt, hvad der startede med P. Pære, Pilfinger (Kirsten), Pensel, Postkasse o.s.v. Bagefter af alt, hvad der gemte et P. traPPe, skaP (Arh, okay. hvornår skal man rette og hvornår ikke. Jeg synes helst ikke på dette niveau. Det var godt hørt, synes jeg).

Vi har læst Prinsessehistorier (3 stk af H.C. Andersen) og sunget "Tre små soldater", fordi der var en prinsesse med. Vi ville også så gerne have Mariehønen Evigglad, så vi skrev den om til en P sang. Det fedeste var, da sneglen råbte højt; "Pom Pind!!!" Åh ja ;o)

Så var det tid til lidt frisk luft. Vi aftalte, at de skulle smutte i forvejen og få en ekstra mundfuld luft - så ville jeg rydde op i stuen for os alle sammen. "På Plads Mor", sagde Karen...hahahaha!

I aften vil jeg sætte mig ved min rok og digte nogle regnehistorier med hende. Pelle og Puk spiller på klaveret. Hvor spiller Pelle? Hvor spiller Puk? Tæl hvor mange tangenter der er imellem.Hvis Pelle spiller med 2 fingre, og Puk med 4, hvor mange bruger de så tilsammen? (Og hvordan mon det lyder?) o.s.v......vi digter videre sammen...

Nogen gange tror voksne, at de kan planlægge sig ud af alting. Børn er bare mere fleksible. Hvis de er trætte, så tager de bare 3 gange så lang tid om at komme i tøjet - og det generer dem slet ikke. Sådan har det altid været, sådan skal det være. Min tålmodighed på sådanne dage rækker bestemt også langt. Kunsten består i at få tålmodigheden til at række til hele dagen. Karen er begyndt til trampolinspring om tirsdagen. Hun er glad for det. Selvom vi synes, vi får os rørt i det daglige, så er det nok der - med motorikken - jeg oftest synes, jeg kommer til kort. Jeg er ikke nogen klatre-abe-vildbasse. Det er Helge til gengæld, og når jeg ser, hvad der sker med børnenes kropslige udfoldelser, når han har et par ekstra fridage med dem - TÆNK, hvis det var ham, der gik hjemme med dem. Nå, det er det jo ikke lige nu, og en af måderne, Karen kan få udfordringer på, er ved at gå til gymnastik og trampolinspring. Der er ingen konkurrence - jo , måske lidt indbyrdes, men det har hun vist ikke opdaget endnu. Der spilles ikke kamp, så der er ingen pres fra kammeraterne. Så er der ventetid ved trampolinen, og der har trænerne givet adgang til alle mulige sjove og finurlige redskaber. Børnene finder sammen i smågrupper om dem, hygger sig med det og får sig rørt blot ved at lege sammen. Der bliver også slået en lille sludder af. Jo, det kan hun få masser af glæde af. Den dag kommer hun så også lidt senere i seng - og næste morgen skal vi i legestue. Lige det der med at skynde sig og fokusere på sådan en påklædningsopgave - uha, det er ikke hendes største interesse. Nå, her sidder moren og småbrokker. Karen har været træt i dag. Det har hun jo ikke været for at genere os andre - desuden er det vel os voksne, der har ansvaret for det. Vi cyklede til legestuen. Svend er stabil til at køre inde i siden nu. Men da Karen kom lidt foran og bommen til toget så gik ned - IMELLEM OS - dét var lidt af en gyser for børnene. Karen stod inde på den forkerte side, da bommen gik ned. Jeg kunne se på hende, at hun overvejede at løbe tilbage til mig, men turde ikke krydse skinnerne. Jeg vidste godt, at vi havde pænt med tid endnu, men for hende var det liv og død. Jeg råbte: "Smid cyklen g kravl under bommen", men hun havde en dukke bagpå, så hun dukkede hovedet og kom væk - i god tid før toget kom, men det er ikke rart at stå grædende og se sin mor og lillebror gennem den susende togstamme :o( I legestuen gik det fint. Alle børnene hyggede sig, vi bagte små pizzaer og sangstunden varede længe og var super rar. Nogen tegnede. Så tog vi et par veninder med hjem - de legede hele eftermiddagen, og vi havde også en herlig stund med sang og spil omkring en sangbog. OG DA DE VAR KØRT.......hvis jeg havde sagt bøh til hende, så tror jeg, hun var brudt sammen. Vi blev enige om at lukke hjemmeskolen i dag - de mærker var bare dumme. I stedet puttede vi os med dyner i hjørnesofaen og ungerne fik en historie. Det er sjovt - når jeg læser højt, så sidder Karen og læser med ind imellem. Der er forbløffende mange bøger, jeg kan læse for dem alle tre. Hvor der er noget for dem hver (og lidt skjult voksenhumor til mig også.) Nu sover de alle sødt. Jeg skæver til ugeplanen, der blev skrottet i dag. Hæhæ - vi har da både lavet musik og dansk.....og mad og matematik og trafik og teater og billedkunst og og ..... det var bare ikke planlagt!

Vores planer for denne uge ses øverst. Nedenunder hvordan den så ud til at starte med. Da karen skulle bygge sin første uge, lagde hun kortene vandret for at få plads til alt det sjove :o)
Vores plan er heldigvis med magneter bagpå, så vi kan lave om, når der er behov - også i ugens løb. Vi behøver den ikke, men er glade for den. Den holder os fast i vores prioriteringer og er såmænd også med til at synliggøre hjemmeskolen for de, der kommer i vores hjem. Venner og familie kigger gerne på den og spørger til, hvad vi har lavet. Det er rart.

Det gav faktisk en god snak om, hvad vi skulle i gang med, da vi lavede kortene. Karen tegnede nogen, jeg tegnede nogen, og vi fandt billeder i blade og på klistermærker, der passede til fagene. De er laminerede. bagpå er klæbet magnetplade. Hver mandag bygger vi en ny uge med 2 fridage og 5 hjemmeskoledage. Ofte ligger fridagene på hverdage, hvis vi har legeaftaler eller andet. Det kan være godt med en hjemmeskoledag i løbet af weekenden, hvor vi er 2 voksne hjemme hele dagen, for vi voksne tilfører jo aktiviteterne noget forskelligt.

Hej igen! Ja, vi er flittige på bloggen her fra start, hva:o) Det er fordi, vi har sat os for at skrive hver dag i den første uge, så jeg (Ane) kan lære lidt om, hvordan man gør. Idag har jeg så lært, at det tager 100 år at uploade et billede, også selvom det er i lille format + at jeg ikke kan sætte billederne side om side, selvom der er plads til det (måske kan programmet - jeg kan ikke...endnu!!) I dag har vi også lært, at når Karen inviterer til billedkunst, så er det garanteret lidt besværligt - men så er det heller ikke værre - til gengæld er det sjovt! Ligesom børn sagtens kan hygge sig med en juleCD i juli, så er ansigtsmaling da ikke kun sjovt til fastelavn. Vi gik i haven og avede ukrudtet, da Karen sagde; "Jeg går lige ind og pakker ud til lidt maleri!". Og voila - da vi kom ind, var der åbnet en hel lille salon ved spisebordet. Man måtte selv ønske, hvad man ville have og så vente spændt på, hvad det endte med. Karen ønskede en prinsesse - det blev til Tornerose bag rosenhækken. Jeg ønskede blomster - det blev til en lille (noget pluskæbet) kanin. Jeg udvikler empati for Uffe Ellemand og hans ønske om ikke at blive fotograferet nedefra. Svend ville bare have en vejbane med biler og selvfølgelig en flyvemaskine. Det fik han så! I kan tro, Kirsten lurede noget, da hun kom op af middagsluren :o) P.S. Karen er blevet en rigtig haj til at læse og forme ord med magnetbogstaverne. Hun genkender stadig bedst de store bogstaver. Hun læser "Doktor Madsen", og jeg regner med, at lydstavningen derfra giver erfaringer med de små bogstaver. I hvert fald vil motorikken helst de store mere kantede bogstaver, når der skal skrives i hånden. Hmm, måske skulle man lade hende slå sig løs i et worddokument...den oversætter jo faktisk fra store på tastaturet til små i teksten...det ser jeg lige nu.

Karen er meget optaget af matematik lige nu. Faktisk er hun meget glad for sin matematikbog. Hun er stolt af den og kan lide at vise andre, hvad hun har lavet. I den kan man jo se, at man udretter noget :o) Vi bruger den som supplement til de andre aktiviteter f.eks. kuglerammen og regnekattene (se et tidligere dagbogsblad, der er klippet ind skrevet med kursiv herunder) I dag - inden vi skulle til gymnastik - lavede vi geometri med geomag. Først formulerede vi opgaverne sammen: "nævn et tal, der er større end 2 og mindre end 6" "5" - derefter slog vi med terningen. Hvis den viste 4 øjne, skulle Karen bygge 5 firkanter. Gerne bygget sammen. En sjov lille oplevelse. karen mente ikke, hun kunne bygge sekskanter, fordi hun ingen sekskantede plader har til at putte i midten. Da hun så var igang med at bygge trekanter, udbrød hun pludselig: "Hov, her er en af de der store! -sekskanter. Så kunne jeg alligevel!" Figurerne blev til en barbieseng, et tog, en båd og en gymnastiksko. Det var sådan en rolig stund, hvor både Svend og Kirsten byggede med, og jeg æltede mit rugbrød færdigt. Hyggeligt! 27/8 2006 - Katteregnerier og ballestykker Aj, hvor har vi grinet i hjemmeskolen her til aften! Karen og jeg besluttede at lave en lille skolestund efter aftensmaden. Hun havde været den meget tålmodige storesøster, der lærte lillebror på snart 3 at skiftes til at køre en runde i huset på motorcykel, så vi besluttede, at Helge puttede Svend og Kirsten i badekarret, mens vi to satte os med stearinlys og lod roen falde over arbejdet. Det var nu rart. Karen hentede ting og lavede efter eget ønske en plan - den var fra starten: katteregnestykker, en side i bogen og kugleramme til sidst. Katteregnestykker: Vi har 8 små trækatte malet i klare farver - lidt som Dalarna-heste. De bor i en kuffert højt oppe på en hylde, så de kan være lidt interessante, når de kommer frem (og ikke bliver væk mellem legetøjet.) Først blev de linet op. Karen gik - pige, 5 år! - i gang med at sortere dem. Først efter farver, så efter mønstre; 4 stribede, 4 med blomster. Dernæst en blanding; "pigefarvede" med blomster, "pigefarvede" uden blomster. Mængdelære er det jo. Og farvelære, æstetik. I hvert fald en meget sproglig matematik, og det betyder vel, at der arbejdes på tværs af de to hjernehalvdele? Da hun havde arbejdet i ca. 10 minutter, stoppede hun op og så på mig: "Nå, mor. Skal vi ikke snart i gang?". "Men Karen, du er jo i fuld gang". "Nå ja, jeg tæller dem jo". Nu kom Kirsten drønende - dugget og i bar figur - og hoppede op på nabo-trip-trap-stolen med et "Miauu - den der!!!", mens hun lavede kattetegn (tegnede knurhår på kinden). Ja, det er for resten sjovt, som hun stadig bruger enkelte tegn som refleks, selvom hun sagtens kan tale - og samtidig med talen. Kirsten tog en kat. "Aj, nu har jeg kun 7 katte!", udbrød Karen. "Skal jeg skrive det?" "Ja, skriv: Karen 7 + Kirsten 1 = 8". Det gjorde jeg så. Kirsten hapsede en mere - vi skrev igen. Nu havde hun en i hver hånd og begyndte at lege med dem. "Se, Kirsten. Du skal have en mere, for vi vil have noget med 5, for jeg er 5 år!" Og jeg skrev: 5+3=8. Så legede de lidt med deres katte - gik på besøg, dansede og kyssede. Nu ville Karen selv skrive. Hun fik kattene samlet lidt igen. Kirsten havde 4, Karen havde 3. Karen skrev: 4+3=8, for hun vidste jo, hvor mange katte vi har. Så sad hun og funderede lidt....noget var ikke helt rigtigt. Så talte hun kattene: 1-2-3-4-5-6-7!!! Ned og kigge på gulvet, jo, dér var den sidste! Hmm...hun gad ikke viske ud. "Vil du have den, mor?" "Ja, tak, men hvad gør du nu?" "Jeg skriver dig lige først, for du er den største". Og Karen skrev: 1+4+3=8. Smart, ikke? Bogen: Det er sådan en førskolebog med små træningsopgaver. Lige noget for Karen - det er fint nok. Jeg gav mig til at spidse blyanter - nogen gange sidder jeg og strikker, for man må passe på ikke at tabe tålmodigheden eller at blande sig for meget. Karen farvede alle de tegninger, der begyndte med Æ, derefter alle de, der gemte et S. Vi kom til at snakke om, hvor svært det er at sige noget UDEN S ("Du kal nart i eng" "madder mart" osv.). Vi aftalte, at vi i morgen vil gå på S- jagt og hænge et ordskilt på alt det, vi kan finde med S. Og NU grinede Karen, så hun knap kunne fortælle, hvad der var så morsomt. Til sidst fik hun spruttet frem; "Så skal vi hænge en masse skilte på far, når han kommer hjem. Snedker, Snedkerbukser, Snedkerjakke, Snedkerblyant....og beSkidte Sko. Hahahahahaha". Hun klukkede helt nede fra maven af, og så kunne jeg da også godt se det sjove i det på en måde. 5 års humor og glæde ved arbejdet smitter altså! Nu troede jeg, vi skulle pakke sammen, for vi havde siddet længe og det var sent. Men nej. Kuglerammen! "Åh, mor. Bare 4 numseballestykker!!??" Ja, altså. Den anale fase har en vældig slutspurt, må jeg erkende. Alt, hvad der hedder pruttesange og mås er bare det SJOVESTE. Da Karen fik sin kugleramme, gik der ikke længe, før hun fandt ud af, at hvis man samlede kuglerne 2 og 2, så lignede det numser. Man kunne endda skille dem lidt ad og sige "prrrr". Ha ha ha. Nå, jeg greb jo motivationen. Vi laver derfor opgaver til hinanden sådan her: Vi skiftes til at bestemme, hvor mange numser, den anden skal lave - og så hjælpes vi ad med at tælle. Først numserne (fx 8 numser) - bagefter hvor mange ”baller”, vi har brugt (ja...det er så 16). Til slut laver Karen gerne en rigtig svær en til mig, så jeg kan blive godt træt, som hun siger. I dag lavede jeg 20 numser, så vi fik da talt helt til 40 - og rigtig mange gange til 20. Og det er jo der, de ligger, dem der driller: fra 11 til 19, de kan være svære at huske navnene på, ikke? Nå, lige inden jeg gik hen for at brygge kaffe (suk, JEG er jo ikke 5 år og kan derfor godt køre lidt træt) satte Karen sig for at lave 40 lange prutter på armen (I ved, hvor man sætter munden tæt til et blødt sted og puster til). Hun trak 40 kugler over og gik så møjsommeligt i gang. Hver gang, hun løb tør for luft, flyttede hun 1 kugle, tog luft ind, løftede armen "prrrrrrrrrr" .......Helge, Svend og Marie kom til.......Aj, hvor vi grinede i hjemmeskolen her til aften.

Du læser nu med i logbogen - eller dagbogen - for vores hjemmeskole. Den er ikke udførlig, men båret af lysten til at nedfælde vores oplevelser. Du er velkommen til at følge med. Vores hjemmeskole er en lille del af et skønt og inspirerende liv i vores familie. Et liv, man ikke kan undgå at blive klogere af. Denne blog kommer nok til at fortælle mest om dét liv, men må også lægge plads til mange af de overvejelser, vi gør os om, hvad vi lærer undervejs.