I disse dage, hvor hjemmegående børn og voksnes isolation debatteres i Kr. Dagblad...............ja, da bærer vi med smil vor isolations selvvalgte byrde.............som nu i går eftermiddags, da vi kom hjem fra legestuen, og Pia kiggede forbi med Idun og lille Kjartan:

...Lena og Eline stødte til for at blære sig med deres nye vikle :-)

.....rygtet om den nye trampolin bredte sig.....

....og der opstod en blanding mellem husmoderlig kaffeslabberads og børnepolitisk café, Else og Matina kom med legekammerater, højt humør og kage, og Lene - vores gamle barnepige, der nu er sundhedsplejerske - kom forbi efter foldere fra FogF.......

................Vi indrømmer det blankt: Vores martyrium er ikke til at få øje på. Ingen har ondt af os og vores ensomhed, fordi vi vælger at sætte et par år af til at være mere hjemme. Vores børn undlader at udvikle sig til uempatiske, asociale og afstumpede små individer. Det har de simpelthen ikke tid til :-))
Karen kommer glad hjem fra skole hver dag med nye sange og historier i rygsækken. Hun er glad for det - rigtig begejstret, især over det teaterstykke, de skal spille for os om 8 dage, men supersur over at skulle så "tidligt" (=helt normalt, ca. kl.20) i seng. Vi vurderer, at det klarer hun sig nok igennem ;-)

...og Marie? Hun hopper...og hun hopper...og hun hopper. Mange vil vide, at hendes ophold på Gram Efterskole er afsluttet. Vi er meget veltilpasse med, at de ikke mere har ansvaret for vores dejlige pige. Marie har fået lavet sig en læseplan, som hun styrer med hård hånd - læser morgen og aften. Jeg skriver ikke en hel masse om Maries skolearbejde, som - indtil hun starter på Design Efterskolen i Højer - foregår herhjemme. Det har hun styr på, og det går godt, men det skal ikke på bloggen. Det er helt skønt med en glad og livlig teenager i huset igen. Marie har fået arbejde hos Lulli på SÆKKO som "fejepige" med mulighed for senere praktik hos bl.a. den grafiske designer.
Jeg kan mærke skuldrene synke. Nu er alle i gang med det, de gerne vil og har godt af. Lige nu i denne tid. Vi har da været travlt optagede af alle de forandringer - med hussalget oveni (der sker stadig ikke noget). Vi har brugt krudt på at gøre, hvad vi tror er bedst.
Når jeg ser mine piger tage stilling i deres eget liv, komme til os med deres tanker, og vi sammen over tid finder den gode hverdag på en ny måde........så får jeg sådan en bomstærk og stolt følelse indeni.
Vi ønsker sådan for børnene, at de må blive ved at være gode til at fornemme, hvad der skal til, for at de trives. Naturligvis er deres trivsel vores ansvar. Men nøglen ligger tit i deres egne lommer. Man kunne måske sige, at voksne skal sørge for, at de har lommer nok - og at der ikke er huller i lommerne?
|
|
# indsendt af Familien i Fårhus @ 8:52 AM