torsdag, maj 03, 2007


.....rygtet om den nye trampolin bredte sig.....


................Vi indrømmer det blankt: Vores martyrium er ikke til at få øje på. Ingen har ondt af os og vores ensomhed, fordi vi vælger at sætte et par år af til at være mere hjemme. Vores børn undlader at udvikle sig til uempatiske, asociale og afstumpede små individer. Det har de simpelthen ikke tid til :-))
Karen kommer glad hjem fra skole hver dag med nye sange og historier i rygsækken. Hun er glad for det - rigtig begejstret, især over det teaterstykke, de skal spille for os om 8 dage, men supersur over at skulle så "tidligt" (=helt normalt, ca. kl.20) i seng. Vi vurderer, at det klarer hun sig nok igennem ;-)

Jeg kan mærke skuldrene synke. Nu er alle i gang med det, de gerne vil og har godt af. Lige nu i denne tid. Vi har da været travlt optagede af alle de forandringer - med hussalget oveni (der sker stadig ikke noget). Vi har brugt krudt på at gøre, hvad vi tror er bedst.
Når jeg ser mine piger tage stilling i deres eget liv, komme til os med deres tanker, og vi sammen over tid finder den gode hverdag på en ny måde........så får jeg sådan en bomstærk og stolt følelse indeni.
Vi ønsker sådan for børnene, at de må blive ved at være gode til at fornemme, hvad der skal til, for at de trives. Naturligvis er deres trivsel vores ansvar. Men nøglen ligger tit i deres egne lommer. Man kunne måske sige, at voksne skal sørge for, at de har lommer nok - og at der ikke er huller i lommerne?
knus Mette
knus Ane
Kom ind på jeres blog da jeg søgte under bogen Et liv med tid til livet. Gode billeder fra en meget hyggelig eftermiddag med hjemmebag, solskin og masser af godt humør.
Knuser fra Lena
kh Ane
Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]
<< Start
Abonner på Opslag [Atom]