Hjemmeskolen i Fårhus

Vi oplever den samme stund med hver vores forudsætninger.

Ikke alle er stødt på hjemmeundervisning før, og når vi færdes rundt omkring, bliver vi ofte stillet en del spørgsmål - naturligt nok. Jeg tror, at der er et par standarder, der er kendt af de fleste hjemmeskolefamilier:
Hvad med det faglige?
Hvad med det sociale?
-men alle, der læser med på denne blog, ved, at vi har taget stilling til disse ting :-)

Vi bliver også ofte spurgt, hvad vi stiller op med de små, mens vi "holder skole". Jeg synes, at vi har været ret gode til at vise det i praksis, men jeg har alligevel gjort mig nogle tanker, som jeg gerne vil dele her.

Er det ikke hårdt at have dem alle 3 hjemme?
Det at være sammen med sine børn hele dagen er foruden at være en gave også indimellem et stort arbejde. Jeg oplever det dog som meget mere ligetil med de 3 små her, end det fx var at holde 1 uges ferie i Costa Del Baghave med Andreas og Marie, da de var små. Der gik lige et par dage, inden de fandt ud af at bruge deres hjem på en anden måde, end de plejede. Der var jo pludselig så meget TID, og legene var så hurtigt overståede.....men dagen var lang endnu. De fandt nu hurtigt på noget, og vi har mange gode minder fra de dage:-) Alligevel oplevede vi voksne nok også opgaven anderledes, lidt mere uvant. Vi var lidt mere PÅ og syntes også, at der skulle ske noget særligt, at der skulle være aktiviteter. Så jeg forstår godt, hvis andre udearbejdende forældre bliver trætte alene ved tanken om at passe sine egne 3 børn, og det er svært at forklare, at det vist ikke er så anstrengende, når det er dagligdag, som det er for os.
Men derfor kan jeg da godt ønske mig en fridag engang imellem :-)


Når der kommer varer, kan den ene godt tælle, den anden veje, den tredie sortere,den fjerde stille til side - og vi kan allesammen smage, når der endelig er riskager med chokoladeovertræk :-)

Forstyrrer det ikke meget med de 2 små, når Karen skal arbejde?
Svend og Kirsten kan umuligt larme ligeså meget som en hel børnehaveklasse tilsammen :-)
Nu sidder vi jo heller ikke så meget og boger den, som vi gjorde i starten. Den slags aktiviteter må man gerne holde lidt igen med, når man har et hjemmeskolebarn, der er bare 6 år. Livet i vores hjem byder på så meget andet, der kan læres af - også at læse, stave og regne. Der forstyrrer de små jo ikke, men er med i stedet. Naturligvis har hvert barn (og voksen) sine interesser, hvor en uinteresseret søskend kan virke forstyrrende, men så er vi da heldigvis ikke altid i samlet flok, men deler os lidt efter det. Vil Karen og jeg fx læse i bibelen, hvad hun ofte efterspørger (og det kan ikke holde Svend og Kirsten fangede), så gør vi det, mens Kirsten sover middagslur og Svend er ved at bygge en kæmpetogbane, eller vi putter Karen først i nattøjet, så vi kan ligge og læse i sengen, mens vi venter på de andre - og den noget "lettere" godnathistorie:-)


"Skal jeg skrive for dig, Kirsten?"

Er det ikke svært for den voksne at tilgodese alle behov?
Jo og nej.
Børnene er ikke så langt fra hinanden i alder, og vi har jo heldigvis TIDEN med os. Det er ingen skade til at følge hinanden lidt.
Når vi tager bussen til biblioteket for at hente bøger - måske om et særligt emne eller som Karen kan læse selv - så står vi da også stille længe for at se på bobcatten og rendegraveren, fordi det interesserer Svend. Eller synger Kirstens yndlingssang, fordi hun er ved at blive småtræt, så det er hende, der skal muntres lidt op - og vi kan alle blive enige om at det er godt at lege i bamses hus i børneafdelingen med al klædudtøjet.

Om onsdagen er vi i legestue i forsamlingshuset, som vi har været hver onsdag i næsten 4 år nu. Det har været meget forskelligt, hvem der havde mest fornøjelse af det. Da de små var spæde, har det jo været for de større børns skyld - nu er der ingen andre på Karens alder, men hun hygger sig meget godt alligevel. Kan lide at synge i rundkredsen, tegner med Inga, der er voksen og rigtig god til alt det kreative, leger med de andre, skærer frugt og har nogen gange forskellige andre opgaver. Hun er med, fordi vi er sammen, og man kan aldrig vide, hvad en dag vil bringe os - men vi tager derhen, så Kirsten og Svend kan lege med jævnaldrende.
Vi indretter os - og nogen gange deler vi os.
Vi er 2 meget forskellige voksne, og heldigvis ser vi også forskellige muligheder, når vi hver især har en stund med børnene.

Skal man se på det med "lærerbriller", så er det jo let. En almindelig skoleklasse med fx 20 elever har jo langt flere forskellige interesser, niveauer og behov. Så kan man også se storebrors drømmebil på nettet, mens storesøster syr, reparere en lastbil og binde sko på hende, der vil ud og øve at sjippe og amme den lille, der trænger til en hyggestund. "Træk et nummer", siger jeg, hvis køen bliver lidt lang - eller "hjælp hinanden" eller endnu bedre; "Jeg tror på, at du kan selv - prøv lige, så kigger jeg på". Desuden skal man ikke undervurdere værdien af, at børnene har hinanden.

"Enhver må synge med sit næb" - og det er inspirerende og nogen gange irriterende at spille sammen med andre.

Om Svend og Kirsten bare er på slæb som "det tynde øl"?
Nix!!!
Man kunne jo godt tro, at jeg stod bøjet over Karen og hendes ensomme skrivebog, mens de små bare måtte "finde på noget" og sejle deres egen lille sø, men det ville så være fordi man tænker "skole" som "en meget lille folkeskole med bare 1 elev". Prøv at tænke på, hvad der er lærerigt for en seksårig - og for en 2 årig og en 3 årig. Eller for den sags skyld på, hvad de ofte laver i en børnehaveklasse. (Folkeskolen er jo heller ikke som for 40 år siden bare "side 1, så side 2, så side 3" )Det ligger ikke altid så langt fra hinanden, vel? Måske bidrager den enkelte med noget forskelligt, mestrer et håndværk, en kunstart, en balancebom, en teknik forskelligt - og ofte, men ikke altid, er den ældste dygtigst. Andre gange gør de det bare forskelligt. Stensikkert inspirerer de tit hinanden med hver deres idéer.

Julegaverne er gode at lave sammen.


Æblehøst er for alle aldre. Der kan måles, tælles, vejes, snuses,smages, snakkes, grines - eller man kan jo også bare være sammen om at høste æbler!


Den ældste viser den yngste is i Danfoss Universe. Der er noget for alle.

Jordbærgrød og marmelade kan vi alle lide - så må alle også plukke,så godt man nu kan. Og synge "Hvor er nu den stakkels lille Nellie.......ude i det store grønne jordbærbed". Man kan jo ikke spise, mens man synger, vel? :-) Selvfølgelig var det en hjemmeskoleopgave at få vejet poserne af, så de lige passede til en familieportion.

Et lille juleshow behøver også flere forskellige specialister.
Den lille syngenisse, der også gerne vil dele billetter ud, den stærke trommespiller, der nemt slæber mange stole også, og selvfølgelig "præsentereren",der holder styr på aftenens program og hjælper med omklædningen til de forskellige numre. Popcorn og saft sørger forældrene for - og så må de være publikum sammen med naboer eller venner, der kommer forbi.

Jeg er sikker på, at udfordringen ville have været en ganske anden, hvis vi havde haft et helt lille spædbarn eller meget ældre børn, der også skulle tilgodeses fagligt på et højere niveau. Jeg har ikke prøvet nogen af delene selv, så måske er det mine uvidende fordomme, der får mig til at tro, at indlæringskurven for en 12årig ikke ville være stejl nok, hvis ikke man hængte i med opgavebøger m.m. Vi havde heller ikke troet, at Karens stavning ville have den fart, den har, når vi nu ikke bruger dertil indrettede bøger, men bare de ting og bøger i hverdagen, der fanger vores interesse. man kunne jo rejse ud med store børn og lade dem lære sprog ved ophold iet andet land, konstruktion og geometri ved at lade dem bygge, skille ad og samle.

Vores hjemmeskole vil også se helt anderledes ud om 4 år, når den yngste er 6 år. Det ville da være dejligt, hvis den stadig bestod til alles glæde og gavn.

Det ville helt sikkert være spændende og udfordrende og rejse nogle helt andre spørgsmål, men det er ikke dem, jeg har forsøgt at besvare her.

Det gjorde godt at få formuleret tankerne lidt - TAK til dig, der læste med:-)

# indsendt af Familien i Fårhus @ 11:32 PM