Hjemmeskolen i Fårhus

I fredags fyldte Karen eeendelig 6 år - HURRA!!!God morgen med sang (og nøje udvalgt fodboldtøj :-))

Nu har jeg sovet rævesøvn i timevis, så er det svært at se søvnig ud kl. 7.30, når I "vækker mig".

Efter vi havde hygget og kigget i de nye bøger, som var en 1 års fødselsdag til hjemmeskolen, kom Juliane, Ophelia, Chester og Else endelig. Pigerne hjalp hinanden med at pynte kagen (også legelagkagen i træ med velcro, som Karen fik af Svend og Kirsten). Billedet her er taget, lige inden der siges "Værsgo!" Det kan man næsten se på dem, ikke? Blikket stift rettet på kagen, inden Karen puster lysene. Bagefter blev atmosfæren nu meget mere afslappet :-) og vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag. Helge kom tidligt hjem, men måtte køre igen, for han spiller jo til julebal for tiden.Heldigvis kom morfar og mormor, Andres og Marie og faster Asta og Niels og gjorde dagen festlig og rar. Der blev spillet Olsenspil (også en gave) og læst bøger og indtaget den nøje udvalgte menu: Nuggets med pommes frites og pandekager. Jeg sneg en salatbar ind på bordet, men ellers er det fødselaren, der sætter menuen herhjemme. Det ved gæsterne på forhånd.

-Og hvad siger I til den nye prinsessekjole, hva?

I øvrigt er det nu 1 år siden, vi startede med at hjemmeskole. Det startede lidt som en leg - og går stadig for det meste som en leg :-) Her fra i sommers har det jo så været alvor - d.v.s. Karen nåede den undervisningspligtige alder. Fra skoleforvaltningens side har vi blot fået et brev om, at de ikke agter at føre tilsyn med hendes undervisning, før til næste skoleår, da børnehaveklassen endnu ikke er gjort obligatorisk. Det er meget rart med sådan en blød start, hvor vi kan finde vores egen melodi og se, om det er noget for os, inden vi skal vurderes udefra.

Om vores valg har jeg i august skrevet en artikel i Forældre og Fødsels blad. Her kommer et lille pluk:

Tænk at være så rig
At undervise sine børn selv er et luksusvalg på linie med at holde orlov eller at vælge at passe børnene selv i en periode i stedet for i en institution. Vi har en hverdag og et liv, vi alle trives rigtig godt med, og vi føler os rige at have den mulighed. Tænk at være med, når barnet tager det første skridt ind i litteraturens verden på egen hånd. Når de finurlige matematiske sammenhænge i hverdagen, i naturen, i kalenderen falder på plads og giver mening. Når tangenterne på klaveret pludselig følger sangstemmens stigen og dalen, og den lille udbryder; ”jeg fandt et stykke Evigglad”. Tænk at kunne putte sine børn direkte fra nattøjet til maletøjet og lade dem male med akvarel, til tørresnoren fyldes med 8 forskellige eksperimenter med, hvad gult kan blandes med og blive til – foruden det plakatstore portræt af ”Mig og Hannah, der var klædt ud som prinsesser”, 5 blå flyvemaskiner og lillesøsters vådt-i-vådt farveeksplosioner.

Tid til livet
Sådanne dage har vi jo haft de sidste 3½ år, hvor børnene er blevet passet herhjemme. Flokken er vokset, og de er blevet ældre. Vi har fået et solidt privat netværk af børnevenner og voksenvenner, som vi har det rart med, og som vi har tid til. Nogen af dem er herlige at bygge huler med, en kender alle fuglenes stemmer, nogen kan ikke lide sand i madpakken, men vil gerne med til stranden, når vi har spist, nogen går vi til gymnastik eller i legestue med, og de fleste kommer, når vi inviterer til fastelavnsfest med sambasang og tøndeslagning. Vi behøver god tid til det liv, og vi ville være rigtig kede af at pille et af børnene ud af den hverdag, der er så rig på fælles oplevelser og rummer rigelig med muligheder for at lære alt det, der skal og gerne vil læres – også når børnene når skolealderen.

Åbne valg
Helge og jeg havde nogle gode lange aftener med kaffe på kanden, hvor vi spurgte os selv og hinanden, hvad der var vigtigt. Havde vi styr på vores prioriteringer? Hvad ville vi gerne give vores børn – lige nu og desuden med ud i livet? Vi har jo også 2 store børn, der alt for hurtigt er blevet store. De har lært os, at det ikke er alt, der kan vente til en anden gang. Det er i dag, livet leves. Vi vil gerne leve det, så det ikke behøver at blive repareret i morgen.
Der følger nogle økonomiske valg med at have en voksen hjemme. Løsningerne kan være mange – orlov og hjemmearbejde er dem, vi har brugt indtil nu.
Selvom børnene bare bliver én dag ældre for hver dag, er det ganske nyt for os at have et skolebarn hjemme. Vi skal være vores ansvar for hendes læring bevidst. Desuden ved vi meget lidt om, hvad en hverdag for et større barn skal rumme, for at hun trives. At være del af en flok spiller en større rolle med alderen, og foruden søskendeflokken kan vi se, at Karen nyder at være sammen med jævnaldrende. De venskaber plejer vi med kærlig omhu, for ligesom familie er venner vigtige. Om små mennesker er designet til at være 20 jævnaldrende sammen mindst 4 timer dagligt for at trives socialt – det ved vi ikke meget om. Vi regner med at blive klogere hen ad vejen. Vi har ingen tidshorisont på. Der er ikke nogen, der skal være triste, føle sig isolerede eller pressede. Udearbejde og ”udeskole” kender vi jo og ved, at det også kan være stimulerende og sjovt. Vi har bestemt os for at tage et halvt år af gangen. Gøre det muligt og så se, hvordan vi alle trives i det. Det skal være et godt valg.

(Fra: Livets skole - om hjemmeundervisning, FogF blad nr. 6/06)

# indsendt af Familien i Fårhus @ 4:56 AM