Hjemmeskolen i Fårhus

Når vi maler, bruger vi tempera, acrylmaling eller akvarel. I dag var det acrylmaling. Vi har de tre grundfarver: blå,rød og gul samt sort og hvid. Den sorte holder jeg gerne tilbage. Vores mormor kalder den "dræberfarven", fordi den slukker alle de andre farver, når de blandes. I dag havde Karen hældt en palet op til Kirsten, og hun syntes jo netop det var spændende med den sorte, fordi de ikke maler med den ret tit. Derfor gav vi os til at undersøge den sorte "dræber".

Mens Kirsten svømmede hen i koncentration og taktil oplevelse, kunne vi konstatere, at mormor havde ret: Alle de smukke farver blev til én grå pærevælling. Nok det dystreste maleri, Kirsten længe har lavet. Steiner mente jo ikke, børn er modne til at arbejde med sort, før de har skiftet tænder. Måske er der noget om snakken. Med vådfarver, der jo netop har en ekstra kvalitet ved at kunne blandes, kan man spørge sig selv, hvad det gør ved en lille sjæl at sidde med gråt-i-gråt. En enkelt eftermiddag går an, men ellers vil jeg nu fortsætte med at holde den sorte tilbage. Den er fin at tage frem til en sort hat, sorte dyr, nattehimler (med lidt blåt i).

Karen vil vældig gerne have den til konturstreger, en teknik, hun tager med sig fra blyantstegningerne. Så prøvede vi det. Vi lavede to røde kasser med sort kant.Den ene lavede vi, som man vil tegne med blyant: Sort kant - fylde ud med rød farve. Den næste lavede vi omvendt: Rød farve, kante op med sort. Det ligger en 5-6 årig fjernt at tænke sådan. Men hun kunne godt se forskellen, så derfor valgte hun at tegne med blyant og fylde ud med farver. Det var nemlig et meget præcist slot, hun ville lave i dag, så hun ønskede stregerne. Ellers maler hun mest i frihånd. Hun er også meget glad for vores stempelbogstaver. I dag forsøgte hun at vente på, at billedet tørrede, før hun lavede detaljer som skyer og mønster. Ikke let for en tålmodig sjæl, men når man har travlt med at blande en meget saftig grøn, går det nemmere.

Svend malede også. Han elsker at få et par farver direkte på papiret og så sidde og blande dem i store cirkelbevægelser. I dag bad han om blå og rød. "Så får du lilla, Svend" afslørede Karen. Ih, storesøstre. De kan ikke tie stille. Men Svend fik ganske rigtig sine lilla nuancer, og da han havde malet lidt, hoppede han ned og glemte i dette sekund sit billede. Børn som ham lærer os noget om proces og produkt. Hver ting til sin tid. Svend holder af processen, men er revnende ligeglad med produktet. Ofte laver han de fineste marmoreringer, så jeg må indrømme, at jeg ind i mellem bruger hans efterladenskaber som bund til fx et fødselsdagskort el. lign.

Svend satte sig med marimbaen og gav den hele armen. "Svend, jeg synes altså du spiller meget højt, kan du spille lidt mere stille? Det gør helt ondt i mine ører" "Nej mor, jeg går bare ud i gangen og spiller højt" svarede han. Kirsten hoppede bagefter ham, hun ville danse til hans musik. "Vil du med, Kirsten? Du kan godt lide at få ondt i ørerne, ikke også?". Logisk konklusion :o) Svend spillede en lang og ihærdig sang om ondt i ørerne - med den fedeste rytme:

"Ondt i ørerne

ondt i ørerne

Det kan vi li´ - jær jær

Det kan vi li´ - jær jær"

# indsendt af Familien i Fårhus @ 9:48 AM